Knapt er blækket tørt på Lov om et nationalt testcenter for store vindmøller ved Østerild, før skeletter og indrømmelser vælter ud af skabene. I en opsigtsvækkende artikel af Emil Rottbøll i Information i går fremgår det, at lovens slutresultat kun er 4 testvindmøller på de ønskede 250 m, 1 mølle på 210 m og 2 møller (de sydligste), der er uduelige som testmøller pga. den reducerede skovfældning. Der er altså langt til de 7 vindmøller på 250 m som industrien har krævet – og som var begrundelsen for at hævde, at Østerild var den eneste placeringsmulighed i hele Danmark. Selv vicedirektør Sven Koefoed-Hansen fra By- og Landskabsstyrelsen distancerer sig fra et medansvar for placeringen på dette nye grundlag i artiklen, hvor han indrømmer: ”Til gengæld kunne man sandsynligvis godt have fundet plads til fem fulddygtige møller andetsted…Ja, hvis vi var gået afgørende ned i antallet af møller, havde det været en anden sag. For problemet var at finde et område, der var stort nok”
Johs. Poulsen fra Det Radikale Venstre har gennemskuet processen og udtaler i samme artikel: ”Hvis man havde brugt de endelige krav som udgangspunkt, kunne man formentligt have fundet andre placeringer til testcentret end et af Danmarks få uforstyrrede naturområder” (Læs hele artiklen online) At såvel Miljøministeriet som Vindmølleindustrien så oven i købet i hele forarbejdet har accepteret, at kun 5 af møllerne var egentlige testmøller, ses i en mail fra den emsige direktør Jan Hylleberg 02.10.2009 til bl.a. Koefoed-Hansen. Her skriver Hylleberg:”Det fremgår af Miljøministeriets pressemeddelelse, at der i Østerild vil være mulighed for at opstille 5-7 møller på op til 250 m. Det fremgår andetsteds i Miljøministeriets materiale, at der er tale om 6 møller på op til 250 m og 1 mølle på op til 165 m. Vi har flere gange over for den tværministerielle arbejdsgruppe påpeget, at en højdegrænse på 165 m er utilstrækkelig, Så vidt vi kan vurdere, er der endvidere tale om, at den reducerede højdegrænse gælder for en af de 5 “sikre” pladser, hvorfor denne begrænsning i værste tilfælde nu reducerer det samlede antal pladser til 4”.
Man har altså fra såvel Ministeriets som Vindmølleindustriens side hele tiden hævdet, at en samlet placering af 7 testmøller kun kunne ske ved etablering i Østerild og Hjardemål klitplantager. Samtidig har man hele tiden vidst, at kun 4 møller fuldt ud levede op til krav for testvindmøller på 250 m. Dermed falder hele begrundelsen for valg af Østerild til jorden. Med kun 4 ”sikre” testmøller var der et væld af andre muligheder. At regeringen på trods af dette har holdt krampagtigt fast i Østerild-løsningen med 7 møller på en lige række, viser dens dobbeltbundethed og inkompetence. At S, og SF ikke på dette grundlag har nægtet at medvirke til en så voldsom landskabsødelæggelse på et så reduceret grundlag, diskvalificerer dem som en vågen og ansvarlig opposition.
