Danske virksomheder fortsætter med at markere sig middelmådigt i relationen mellem naturomkostningerne ved deres drift og deres indtjening. Berlingske Tidende har således i denne forbindelse den 16. juni bragt en artikel om en kommende rapport fra FN i juli vedrørende omkostningerne fra de negative miljøpåvirkninger fra verdens 3000 største virksomheder – iblandt disse er de 23 største dansk virksomheder nævnt, og dette ikke i positive vendinger.
Vestas er ifølge hjemmesiden www.top1000.dk blandt de 23 største virksomheder i Danmark – og derved forventeligt også inkluderet i rapporten, der snart vil blive offentliggjort.
Hovedbudskabet i FN’s rapport er da også i god tråd med den fortsatte kamp mod etablering af et nationalt testcenter i Østerild, hvor Vindmølleindustrien og de større danske vindmølleproducenter har fået gennemført en anlægslov som følge af manipulationer og brug af spindoktorer. Således udtaler rapportens forfatter, den anerkendte miljøøkonom Pavan Sukhdev fra FN, følgende:
”Det er langt fra bæredygtigt, når prisen for naturødelæggelse overstiger den værdi, virksomheden skaber (…)”.
Og dette kan jo netop meget vel være tilfældet med etableringen af testcenteret i Østerild og den overordentligt sparsomme information omkring især økonomien af testcenteret, der er givet. Det er vel alment kendt, at både budgetterne for etablering af Storebæltsbroen og DR’s nye hovedsæde, for blot at nævne to eksempler, var præget af gedigne underskud og fejlberegninger. Med danmarkshistoriens største landskabsændring under vejs i Østerild, kan en sådan skandale da være under opsejling igen!?
Det kan meget vel vise sig, at omkostninger på miljøet langt overstiger nytteværdien – særligt når det igen må påpeges, at der ikke er tale om et testcenter i almenvellets interesse, men udelukkende som støtte til en industri, der i forvejen har svært ved at klare sig i den reelle konkurrence.
Ydermere kan også henvises den øgede støjforurening ved store vindmøller, som netop dokumenteret af Professor Henrik Møller fra Aalborg Universitet. Denne øgede støj er ikke inkluderet i beregningsgrundlaget til erstatning til ikke-ekspropriationsberettigede naboer. (Se link til ”Store møller larmer mere!“).
FN overvejer på baggrund af deres kommende rapport at indføre afgifter til de store virksomheder, der i den grad ødelægger naturen og miljøet. Det ville jo fra en rimelighedsbetragtning være mest fair, at lade de ansvarlige syndere betale for deres skade.. Men også her er Karen Ellemann – vanen tro – skeptisk i forhold til at støtte naturens sag over industrien.
Nærmere information bringes ved udgivelsen af FN’s rapport.
