”Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti mener ikke, at der i dag er udarbejdet tilstrækkelig grundige konsekvensanalyser med sikker videnskabelig dokumentation, der kan efterprøves af andre. Partierne er derfor ikke overbevist om, at regeringen har ret, og er i tvivl om, hvorvidt det foreliggende grundlag opfylder habitatdirektivets artikel 6.3.”
Med disse vendinger tilkendegav Socialdemokratiet og SF deres kritiske overvejelser omkring vedtagelsen af L206 – Lov om et testcenter for store vindmøller ved Østerild, som blev vedtaget 4. juni. Selvom det i sig selv er stærkt kritisabelt, at ”oppositionen” så alligevel vælger at stemme for et forslag om placering af et gigantisk industrianlæg, bør man hæfte sig ved grundlaget herfor:
”Miljøministeren har imidlertid i forhandlingerne fastholdt, at det er ministerens sikre overbevisning, at der ikke er problemer med EU-direktiverne. Ministeren har desuden markeret, at det alene er regeringens ansvar at leve op til bestemmelserne. Miljøministeren har i aftalen givet udtryk for dette. Partierne vælger derfor her at markere, at ansvaret for denne vurdering og dermed for forvaltningen af EU-forpligtelserne alene er ministerens.”
Men Karen Ellemann vil slet ikke undersøge spørgsmålene om EU-rettens overholdelse nærmere og hermed forsvinder et af grundlagene for S og SF’s støtte til lovforslaget!
Således har ”miljø”-ministeren allerede den 2. juni i åbent samråd udtalt følgende:
”Som det fremgår af betænkningen, udtrykker Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti tvivl om, hvorvidt grundlaget er tilstrækkeligt. Jeg deler ikke denne tvivl. Jeg er overbevist om, at grundlaget i form af konsekvensanalyser og de omfattende afværgeforanstaltninger er tilstrækkeligt til, at vi er i overensstemmelse med EU-reglerne. Jeg mener derfor ikke, der er behov for yderligere undersøgelser.”
Steen Gade og Flemming Møller Mortensen burde på denne baggrund sidde med en dårlig smag i munden. Hvis spørgsmålene om EU-rettens overholdelse ikke bliver undersøgt nærmere, er det i modstrid med S og SF’s naive forudsætninger for at støtte lovforslaget! Her skal det erindres, at professor, dr. jur. Peter Pagh – helt på linje med vurderingerne fra LBM – af flere omgange kritisk har bemærket, at lovforslaget næppe overholder EU´s naturbeskyttelseshensyn, hvorfor ”miljø”-ministerens ligegyldighed overfor EU-reglerne er hovedrystende.
Omvendt er dette positivt for modstanden mod etableringen af testcenteret i Østerild, idet industriens (Vestas og Siemens m.fl.) uansvarlige adfærd og manglende hensyn til beskyttelse af natur og biodiversitet derved klart udstilles. Utroligt at industrien ikke er klar over, hvad Shell tidligere har været igennem????!
Velvidende at miljøministeren ikke har til hensigt at undersøge lovforslagets overholdelse af EU-reglerne mere tilbundsgående, må vi konstatere, at oppositionen har sovet i timen, når de alligevel stemmer for. Samrådsforhandlinger fandt jo sted inden 3. behandlingen af lovforslaget!
I den kommende tid vil det være interessant at få klarlagt, hvilke andre elementer miljøministeriet forbigår i tavshed. Vi forventer, at resten af det planlagte forløb med henblik på etablering af dette industrianlæg også vil være rent skuespil, – og givetvis vil kunne konkurrere med landets revyer om de mest tåbelige ting!
Reducering af skovfældningen og færre opstillede vindmøller dokumenterer netop, at testcenteret kunne ligge på landbrugsarealerne ved Stauning, hvilket BLST´s vicedirektør Sven Kofoed-Hansen jo selv har bekræftet!