Nylige målinger af el-produktionen fra skotske vindmøller dokumenterer nu, at disse kun producerer knap halvdelen af den strøm, de var estimeret til at producere. Dette kan nyhedsavisen Scotland on Sunday nu dokumentere (læs artikel).
Grundlaget for de særdeles skuffende produktionstal skyldes, at det har blæst mindre end forventet. Men omvendt viser målingerne også, at der er en betydelig risiko ved at blive for afhængig af ineffektive former for vedvarende energi – læs: vindenergi! Ikke blot er vindenergi dyr i drift og afhængig af statssubsidieringer, den er også upålidelig!
“I think vested interests and blind hope are the reasons we are careering down this route” lyder kommentaren fra Helen McDade, politisk talskvinde for John Muir Trust, der forsøger at beskytte naturen i Skotland, på spørgsmålet om, hvilke konsekvenser usikkerheden omkring den forventede produktion af el fra vindmøller vil medføre.
Og tallene taler da også deres eget tydelige sprog: I 80 % af tiden i perioden fra februar til juni producerede de skotske vindmøller væsentligt under det forventede niveau på (blot!) 30 % af ydelsesniveauet. Og i så meget som i en tredjedel af perioden var produktionen på under 5% af kapaciteten!
Argumentationen om, at selvom det ikke blæser det ene sted, blæser det andetsteds i stedet, holder således ikke. Tværtimod er en så grotesk lav produktion af el en klar indikation af, at vindmøller ikke er en pålidelig eller bæredygtig vedvarende energikilde! Det virker mere som om, at møllerne i Skotland – på linje med de kommende møller ved et testcenter i Hjardemål og Østerild Klitplantager – er mere til ”pynt” end til gavn – og hvad skal vi så med de dyre monstrøsiteter?